Henrik Haupt
Aquapark: forladt vandland i Italien
Opdateret: 27. jun. 2022
Jeg har besøgt dette forladte vandland i Italien et par gange.
Første gang var uden min drone, så da jeg skulle forbi igen, var jeg nød til at tage min drone med, for at fotografere vandrutchebanerne, som naturen er ved at pakke godt ind.

Stedet har fungeret både som et vandland, som restaurant, og i de tidlige dage var her også en natklub. Vandlandet lukkede i år 2000, og restauranten lukkede i år 2002.
Siden har stedet stået forladt hen, og der er umiddelbart ikke planer om et nyt projekt på grunden.



Vandlandet er placeret ret fedt med udsigt udover havet, og jeg tror nu det har været ret fedt at kunne sidde i anden sals højde, og spise middag med udsigten over havet gennem det store 180 graders panorama glasparti.
Men når man går rundt og ikke mindst kigger på et kort over området, giver det et meget godt billede af stedets udfordringer.



Vandlandet er ret stort, og kræver ret mange besøgende for at være fyldt op. Det ligger i et område med store niveauforskelle, og samtidig klemt inde mellem en hovedvej og en motorvej. Det gjorde at parkeringsmulighederne ikke har været de nemmeste. Derudover er der ikke en større by i nærheden, men primært mindre områder med villaer, og et par enkelte hoteller som selv har swimmingpools. Så ikke mange mennesker i nærheden, og ikke gode parkeringsmuligheder. Om de var med til at stedet måtte dreje nøglen om ved jeg ikke, men det var i hvertfald den fornemmelse jeg fik.



Jeg er sikker på det har været et fedt vandland at besøge, for der var nogle ret seriøse vandrutchebaner, et par poolbarer, og et ret stort bølgebassin. Som stensikkert har været et kæmpe hit blandt de besøgende.
Jeg håber at stedet får lov til at stå i nogle flere år, for det kunne være fedt at komme tilbage og se hvordan buske og træer har spist endnu mere af vandrutchebanerne.


