
Jeg havde planlagt en længere tur gennem Europa, den skulle gå igennem Tyskland, Østrig, Ungarn, Kroatien, Slovenien, Italien, Frankrig også hjem igen gennem Tyskland.
Så det var en af de længere ture, men jeg havde fundet nogle fantastiske forladte steder i de lande, som jeg blev nød til at forsøge at komme ind på. Den største udfordring for mig, var at jeg var blevet ramt af en god omgang influenza, og virkelig ikke var oplagt til at stå i halv koldt vejr med mit kamera. Men jeg håbede på at lysten ville komme, sammen med nogle af de steder jeg skulle besøge.

Smukt forfald
Bilkirkegården her i Østrig eller Autokerkhof som den er døbt, var det første sted jeg skulle besøge på min lange tur. Og på grund af de mange kilometer jeg skulle ud på, måtte jeg starte en tidlig morgen. Jeg ankom til bilkirkegården her, som udefra de biler jeg fandt, lå en smule underligt midt i en by. For mængden af forfald jeg fandt på bilerne, kunne det næsten virke som om de burde have holdt langt ude på landet, hvor kun få mennesker kom forbi. Men jeg parkerede midt på en villavej, og gik ned og fandt min vej ind. Træthed og sygdom røg hurtigt i baggrunden, og det endte med at jeg brugte en del tid på at gå rundt blandt alle disse gamle modeller. Jeg syntes det er ret fascinerende at se hvilke forskellige modeller, der er på disse bilkirkegårde jeg har besøgt rundt omkring.


Jeg syntes altid at når bilerne bliver dækket af rust, mos, og planter, giver det den ekstra fornemmelse for hvor lang tid de har været efterladt, og sikkert ikke blevet flyttet. Her var der masser af den slags, så jeg var rigtig glad for jeg trodsede træthed og sygdom.
Jeg hører ofte folk sige, 'hvor er det synd at disse gamle biler ender deres dage her'.
Som bil elsker forstår jeg virkelig godt hvad de mener, men jeg synes dog at de passer ligeså godt her, som hvis de kørte rundt ude på vejene. De får et helt nyt liv her, som aldrig var meningen da de blev bygget. Dog syntes jeg at hvis modellerne er meget sjældne, og er en af de sidste biler der er tilbage, ville de være bedre tjent med at blive restaureret, og bevaret så længe som muligt, i stedet for at forfalde fuldstændigt, som jeg ofte har se dem gøre.


