Henrik Haupt
Forladt fængsel i Tyskland
Opdateret: 18. sep. 2021
Billederne i dette opslag har en del år på bagen, og der er da siden heldigvis sket en positiv udvikling med mit fotografi, og med det udstyr jeg tager med mig på opdagelse. Billederne er taget med lommekamera og mobiltelefon.


Hver gang jeg falder over billederne fra denne tur, vækker det mange gode minder.
Det var min første udlandstur hvor eneste formål var at besøge forladte steder, og dette var vidst det første stop på turen som jeg husker det. Jeg skulle ind og besøge et forladt fængsel et sted i Tyskland, og det viste sig nok som forventet, at blive en spændende opgave at skulle finde ind. Bilen blev parkeret på pladsen ude foran fængslet, og med det samme kunne jeg se at hovedindgangen ikke var den rette måde at komme ind. Der var en høj mur med stor metal port, som var låst godt af.

På begge sider af vejen løb der en bred å, men heldigvis lå der et træ væltet over den ene del. Så jeg måtte forsøge mig med min bedste balance evner, for at kigge over på den anden side i forhåbningen om at det var vejen ind.

Og heldigvis var det lige præcis den rigtige vej ind. På den anden side af åen, eller mosen som det ligner her, var det bare at følge det yderste perimeterhegn hele vejen rundt om fængslet, for forhåbentligt at finde et sted der var åbent.


Der var et sted hvor en sektion var blevet fjernet, så efter en god gåtur rundt om fængslet kunne jeg komme indenfor hegnet. Men som den slags steder som oftest er bygget, havde dette fængsel flere forhindringer før jeg kunne komme ind. For alle bygninger var helt låst af, og for at bevæge sig rundt på området, gik man tidligere i nogle gårde, som havde vægge på begge sider.



Besværlige at komme ind i, giver ikke altid uberørte steder
Efter lidt snusen rundt på området, faldt jeg over et hul i en tyk glasdør, jeg kunne komme igennem. Når stederne er så besværlige at komme ind i, er man ofte heldigere at de ikke er blevet smadret, og der stadig er en masse interessant at fotografere. Men der havde dog både været gang i noget der kunne minde om klargøring til nedrivning, og almindeligt hærværk som det desværre ofte ses. Men på trods af det var det et ret fedt sted at gå på opdagelse, for stedet føltes stadig som det fængsel det engang havde fungeret som.
Så det var et besøg i en ret tom skal, men en sjov vej ind, og det er ofte en stor del af oplevelsen når jeg besøger forladte steder. Måske specielt når man tænker over, hvor mange mennesker der tidligere sikkert har siddet og fantaseret om at bryde ud, mens de sad indespæret her.
Fængslet blev brugt til yngre mennesker, og havde en afdeling til at kunne behandle de indsatte, hvis de havde behov for det. Fængslet lukkede i 2006.
