Henrik Haupt
Forladt racerbane i Frankrig: Circuit de Reims
Opdateret: 14. jul. 2021

I Champagne regionen i Frankrig, var jeg på tur efter nogle forladte steder. Jeg skulle blandt andet besøge en gammel racerbane der hed Circuit de Reims. Jeg har brugt mange timer på forskellige racerbaner rundt i Europa, men en forladt en af slagen var første, og indtil videre eneste gang.
Jeg var også lidt i tvivl om, hvad der ville være at se her. Men heldigvis viste det sig at de bygninger der er tilbage, bliver bevaret af en forening der står for bevarelsen af dem, og de står også for at holde dem i original stand.


Det er nemt at blive vildt fascineret af de gamle tribuner, med alle reklameskilte, som bliver malet op for at holde det originale udseende af banen. Der er ikke mere tilbage af den gamle bane, hvis man tager turen rundt. Så det er kun ved start mål der stadig er disse fine tribuner, som heldigvis stadig står. Jeg skriver heldigvis, for lige efter lukningen af banen, ville den daværende borgmester have det hele revet ned. Men disse planer blev heldigvis bremset, da en ny borgmester kom til, og bevarede disse smukke stykker historie.
Banens tribuner og vejen udenfor, bliver fra tid til anden brugt som location, til forskellige motorsports relaterede begivenheder.


Historien om Circuit de Reims Gueux
Banen blev etableret i 1926 på offentlig vej, mellem byerne Gueux og Thillois, og var dengang kendt som en af de hurtigste baner. Banen havde to langsider, der begge var over to kilometer lange.
Den originale bane der hed Circuit de Reims-Gueux, havde en længde af lige knap 8 kilometer, og havde i de første år kun en lille forbedring i 1932. Før løbet i 1938 blev det besluttet, at udvide bredden på den ene af langsiderne, for at gøre banen endnu hurtigere. Det gjorde man ved at fjerne både træer og bygninger langs banen. Løbet i 1939 var det sidste løb der blev kørt for en tid på banen.



Efter pausen i 1939, vendte motorløb først tilbage til Circuit de Reims Gueux i 1947, og de to næstfølgende år kom der Formel 1 biler til banen. Disse løb lå dog udenfor den ordinære Grand Prix kalender, så de talte ikke med i pointene for mesterskabet. Ved disse løb fandt man ud af, at for at kunne benytte banen til Formel 1, skulle banen have endnu en opgradering. I 1952 laver man et nyt layout for banen, så den herefter er ca. 7100 meter lang, og med de forbedringer der var nødvendige. Samtidig bliver navnet på banen også forkortet, så den herefter gik under navnet Circuit de Reims. Udover Formel 1 blev der bl.a. også kørt, lang distances 12 timers løb på banen. I 1966 blev det sidste Formel 1 løb kørt, og i 1972 blev det sidste motorløb kørt, og banen lukkede samme år på grund af financielle udfordringer.
Herunder kan du se en video fra Formel 1 løbet i 1956, som jeg selv syntes var ret interessant at se.