top of page

Forladte steder Jylland: Flintholm i skoven

Opdateret: 21. jul.


Flintholm i skoven et forladt sted i Danmark

Søger man på forladte steder i Jylland, eller på forladte huse i Danmark, så kommer huset Flintholm i Horstved skov langt oppe på listen på Google. For det er et af de steder der gennem årene er blevet rigtig godt besøgt.

Huset er ofte blevet kaldt for Heksens hus, eller for pandekagehuset, og det af rigtig god grund. For huset som det står der i lysningen i skoven, og med vandet i forgrunden, kunne ligne noget taget direkte ud af et eventyr. Historien er dog en lidt anden end et spændende eventyr.


Forladte Flintholm i baggrunden med mosen i forgrunden

Historien om Flintholm i Horstved skov

Peder Madsen Pedersen var en af de ledende figurer i plantningssagen, som skulle udnytte udyrkede arealer i området, til landbrug og skov. Her gik Peder forrest med plantning og forsøg og test med plantning.

Hans livsprojekt var Bøgelund skov som han købte i 1925, det var samme skov der senere blev kaldt Horstved skov. Da Peder Madsen Pedersen overtog skoven, startede han med et stort oprydningsarbejde, hvor der blandt andet var en del egetræer der blev fældet. Disse træer og en del mere blev efterfølgende plantet, og han endte med at plante mange forskellige arter af træer, så det er det skovfolk kalder et arboret, som er en samling træer af forskellige arter.

Disse er i dag fuldt udvokset, og tiltrækker mange forskellige turister og skovfolk.

Sidst i 1930'erne byggede Peder Madsen Pedersen Flintholm i skoven. Huset er bygget af flintesten, som blev fundet på gårdens marker. Rundt om blev der gravet voldgrav, som er med til at give huset en del mystik.

Flintholm i skoven har fået lov til at forfalde, siden Peder Madsen Pedersens død i 1973.


Det forladte hus Flintholm gemt bag bregner I skoven

Jeg har besøgt forladte steder i Jylland en del gange, og derfor er jeg kommet forbi Flintholm i skoven et par gange, både sommer og vinter. Men jeg har kun taget mine billeder med fra mit sommer besøg her, da jeg syntes huset mister en smule magi når det står i en helt bar og frostkold skov.

Første gang jeg tog turen ind i skoven, var en rigtig lun og våd sommerdag, og da huset ligger med masser af vand omkring, gav det rigtig gode levebetingelser for myg. Så jeg håbede at jeg præcis vidste hvor huset lå…… Men det gjorde jeg ikke. Så det blev en længere gåtur op ad alle stierne, før jeg til sidst stod foran huset. Med et par timer på stierne og ved huset, var jeg fuldstændig ædt op af myggene.

Men det var først da jeg var færdig at jeg mærkede noget til det, for da jeg gik rundt derinde i skoven og kiggede på alle detaljerne, var der ikke mange tanker på myggene.


1. sal af Flintholm i skoven

Stuen i det forladte hus Flintholm i skoven

Huset havde stort set intet tilbage indeni, der var resterne af brændeovnen, og ellers var rummene tomme. Det var kun spærene der lå tilbage, så det var tydeligt at det kun var et spørgsmål om tid før det ville styrte sammen. Derfor kunne jeg også kun kigge ind gennem vinduerne, og ikke gå ind med risiko for det hele ville styrte sammen om ørene på mig. Men interessant at se hvordan huset var blevet beklædt på indersiden af førstesalen, med gamle sække der tidligere var fyldt med kalksalpeter.


Indgangen til forladte Flintholm i skoven

Flintholm i skoven godt dækket af træer og buske

I dag er huset desværre styrtet helt sammen, og der står kun en enkelt ydermur.

Det havde ellers været et sjovt stykke historie, hvis det havde været bevaret.

bottom of page