I Tyskland på en mark, et sted i det tidligere DDR, står denne kæmpe brunkul gravemaskine, som virkelig er fascinerende at besøge. Jeg har svært ved at beskrive størrelsen på den i ord, men den fascinerede mig så meget første gang jeg så den, at jeg har været forbi den et par gange siden.
Gravemaskinen har været i brug, i en af de mange åbne brunkul miner, der er rundt i det tyske landskab. Det er en kæmpe industri i Tyskland, og når minerne rykker videre, så bliver hele byer rømmet for beboere, også kommer maskinerne ind, og æder sig videre i landskabet efter brunkullet.
Kulgraveren stod færdigbygget i midten af 1960’erne, og kunne med sine 1,5 kubikmeter i hver af sine 10 skovle flytte virkelig meget jord og kul.
Skovlhjulet kunne grave 15 meter ned i jorden og 35 meter op, og hele maskinen flytter sig i takt med at jord og kul bliver fjernet.
Størrelsen af kulgraveren er som sagt, også noget næsten helt udenfor kategori.
Den er over 170 meter lang, over 50 meter høj, og vejer i omegnen af 4000 tons. Det eneste der måske kan betegnes som småt på denne maskine, er hastigheden den kan flytte sig med.
Den kører 6 meter i minuttet, så det bliver ikke en hastighedsrekord den skal slå.
Det kan være de ønskede sig den kunne køre en smule hurtigere, da den i starten af 00’erne ikke havde mere brunkul at grave, og skulle flyttes til denne mark. Man brugte i hvertfald lige over 14 dage på at flytte den de ca 8 km.
Mine besøg
Som skrevet tidligere har jeg været forbi den nogle gange nu, og jeg er sikker på at det ikke bliver sidste gang. Den står så når man kommer op til den, kigger den lige frem over trætoppene, og allerede nede fra vejen ved man at man skal til noget virkelig spændende.
Ved mit første besøg kravlede jeg op, i enden med kontravægten til at starte med. Man skal ikke have højdeskræk når man tager turen op, og på vej op føler man også man står steder med frit udsyn de mange meter ned. Derudover begyndte det desværre at regne en del, så der besluttede jeg mig for ikke at kravle op i det midterste tårn. Så det var først på min anden tur at jeg fik taget turen hele vejen rundt og op i toppen, og det er jo egentligt lidt fjollet, men der er virkelig noget fedt ved at stå deroppe og have “besejret” den.
Fremtiden for kulgraveren er en smule usikker, for der er både et ønske om bevaring, og et ønske om at få den skrottet. De hovedvejende argumenter hvor enten det ene eller andet, er at den har tilpas stor historisk værdig at den ikke kan skrottes, og på den anden side er den i dag i en ret trist stand, og kan være livsfarlig at begive sig op på, hvis du ikke ved hvad du laver.
Sidst men absolut ikke mindst, så er der endnu ikke nogen der har valgt at afholde udgiften til, at sikre denne kæmpe i fremtiden.