Det var årets første tur, og jeg var afsted i dejligt forårsvejr. Det havde ellers været tocifrede varmegrader tidligere, men det vendte ret hurtigt. Så i stedet for flot solskin, blev det til en tur i regn og slud. Så det var ikke ligefrem vejret, jeg så frem til at gå ud i. Men selvom jeg havde en længere gåtur i det våde vejr, vidste jeg at der gemte sig en historisk perle i nærheden, som jeg håbede ville blive mulig at besøge.
Et dyk ned i historien om chokoladefabrikken
Stedet jeg skulle besøge, var en forladt chokoladefabrik der siden 1990’erne havde stået forladt.
Stedet var i en del år efter lukning, beboet af en af slægtningene til grundlæggeren af firmaet.
Hun boede i et hus helt op af fabrikken, og kunne sørge for, at den ikke forfaldt helt.
Et par år inden mit besøg, var hun flyttet på plejehjem. Men selvom hendes hjem ikke havde været forladt særligt længe, var huset der skulle være i flere etager, indvendigt styrtet fuldstændigt sammen. Hendes egendele lå nu i kælderniveau, og intet stod til at redde. Denne del brugte jeg ikke mere tid på at fotografere.
Fabrikken derimod var noget mere interessant at kigge på.
De gamle maskiner stod på rad og række i fabrikshallen, klar til at genoptage produktionen hvert øjeblik.
Dog pga. det meget fugtige klima, var de alle så rustne, at de ikke ville kunne blive restaureret igen.
Fabrikken blev grundlagt i starten af 1920’erne, efter grundlæggeren tidligere havde drevet et par helsekostbutikker, som efter sigende var gode og indbringende forretninger.
Så foruden chokolade produktion på fabrikken, blev der også produceret helsekostprodukter.
Firmaet var særdeles kendt for en speciel sød nugat creme, som blev solgt i en flot pink metal dåse.
I starten af 1930’erne overtog grundlæggerens søn driften af virksomheden, og han havde primært fokus på helsekostbutikkerne, og i mindre grad chokolade fabrikken.
Produktionen blev skruet op, og der blev lavet mange forskellige produkter, som blev solgt i hele Tyskland.
Fabrikken fik i 40’erne sit eget vandkraftværk i kælderen, for at kunne spare på udgifterne og holde produktionen oppe under krigen.
Lokale bønder fra de omkringliggende gårde, solgte deres sukker roer til fabrikken, og der var hårdt brug for produktionen af de forskellige produkter, i årene efter krigen.
På højdepunktet var der ansat op imod 90 personer, så det var et stort tab for lokalsamfundet, da fabrikken måtte dreje nøglen om i 1992.
Fabrikken var som som sagt meget medtaget, efter de mange års stilstand. Det var en ret kompliceret opgave at fotografere derinde, for skodderne var lukket for næsten alle vinduerne, så det eneste lys jeg havde at gøre godt med, var fra min lommelygte.
Det var med lidt god vilje muligt, at følge processen i fremstillingen af de forskellige produkter.
I stueetagen fandt jeg flest maskiner til at lave indholdet, og på etagen over var maskiner til indpakning og mærkning.
Da alt var meget medtaget af de mange års stilstand, var det svært at gennemskue præcis hvad de forskellige ting var brugt til.
På bagsiden af fabrikken, var der et par biler i en garage, som jeg sluttede af med at kigge på.
Disse var benyttet til privat kørsel, og der var en garage som havde et par varevogne, men denne var styrtet sammen, så det var ikke muligt at kigge nærmere på desværre.
Fabrikken var ikke det skønneste sted at fotografere, på grund af den meget begrænsede mængde lys.
Men det var et virkeligt fascinerende kig ind i fortiden på et sted, der gennem så mange år har været en stor del af lokalsamfundets historie.
Se en kort video af fabrikken her: