• Henrik Haupt

Kabelbanen der står stille: Funicolare

Opdateret: 3 dage siden

I et område i Norditalien med smukke søer og bjerglandskaber, var jeg på jagt efter nogle forladte steder jeg kunne besøge. Jeg havde ét punkt på kortet, som jeg havde set meget frem til at besøge. Det skulle også vise sig at blive et højdepunkt på turen, men også en lang vej op ad snørklede bjergveje, før jeg nåede helt op til toppen.

Jeg var på udkig efter en gammel kabelbane, som havde stået forladt i en del år.

Den lå i et stille område på vej mod toppen af et bjerg, hvor et par hoteller og restauranter lå side om side. Udsigten heroppefra var intet mindre end fantastisk, men grundet den lidt kompliceret vej til toppen, har det været svært at holde hotellerne kørende efter kabelbanen lukkede.

Den forladte kabelbane

Historien om kabelbanen

Det blev besluttet på et borgermøde i 1902, at landsbyen skulle have sin egen kabelbane eller Funicolare som den på italiensk hedder.

Med hovedformålet at få så turisterne fra foden af bjerget, på nemmeste måde op til hoteller og restauranter som lå lidt oppe af bjerget. Det skulle dog tage næsten fem år, før den endelige beslutning til projektet kunne tages. Men herfra gik byggeriet stærkt, så under et år efter i september 1907 kunne kabelbanen åbne.

Udover turister benyttede man kabelbanen til at fragte varer nemmere op af bjerget.


Vognen kunne transportere i alt 32 siddende passagerer. 8 på 1. klasse og 24 på anden klasse, Derudover 8 stående passagerer på 3. klasse. Chaufføren og 3. klasse passagerene skulle skifte plads, alt efter hvilken vej vognen skulle køre.

På turen som tog 18 minutter, var der kun station i starten og slutningen. Turen var knap 1.500 meter lang, og havde en stigningsprocent på hele 66% på sit stejleste sted.

I 1950’erne blev kabelbanen moderniseret, hvor både kabler, skinner og alt mekanikken der trak vognene blev udskiftet så man kunne hæve hastigheden, så man kunne få passagerne hurtigere op og ned. På sit højeste var der omkring 30.000 passagerer om året, der tog med kabelbanen, som kun var i drift i sommermånederne. Men desværre var dette tal faldende, og i September 1977 kørte kabelbanen sin sidste tur.

masser af patina på den forladte kabelbane

En overraskelse

Da jeg endelig kom frem til parkeringspladsen, fik jeg mig en overraskelse, for kabelbanens nabo viste sig at være en lokal restaurant, med lækker mad og en fantastisk udsigt udover søen i bunden.

Så jeg fik mig et bord, og bestilte min mad. I ventetiden kunne jeg så gå på opdagelse, og få set denne historiske perle.

Udsigten fra bjerget udover søen.

Min oplevelse

Både kabelvognen og mekanikken til at trække vognen op af bjerget kunne stadig ses, og alt i super fin stand. Heldigvis har man på et tidspunkt valgt at udskifte taget på stationen, så vognen kan holde beskyttet for vind og vejr. Det er altid fantastisk med sådan en oplevelse, hvor jeg føler at have trådt tilbage i tiden, og jeg håber på at kunne komme tilbage og se den igen.

Der er ønsker fra nogle lokale, om at få renoveret vogne og bane, for måske at skabe en lille historisk turistattraktion.

træ, metal og læder var stadig intakt på kabelbanen
hejseværket på den forladte kabelbane

Et andet sted hvor tiden i den grad står stille, er den smukke pool Greenhouse pool

Den har jeg besøgt et par gange, og jeg kan kun blive vildt fascineret over den, på grund af det smukke naturlige forfald.