På en lille stille vej i Frankrig, lå dette fascinerende vinslot fra 1500-tallet, som er døbt Chateau Dramophone.
Heldigvis har bygningen fået lov til at stå forholdsvis uberørt, og det skyldes nok primært placeringen, for naboerne bor tæt, og det er ikke et sted du tilfældigvis kommer forbi.
Jeg ankom en varm formiddag, og parkerede lidt nede af vejen. Herfra prøvede jeg lige at se stedet an, men kunne ikke rigtig finde en måde at komme helt uset ned til grunden. Så jeg måtte bare gøre mit bedste for at falde lidt ind i normalbilledet.
På vej ned til vinslottet, gik jeg forbi naboerne, som selvfølgelig alle sad udenfor og nød kaffen.
Så de var ved at få kaffen galt i halsen, da jeg kom vandrende ned af vejen. Heldigvis ligner jeg med min kamerataske, én der er ude på vandretur, så oftest kan jeg gå lidt under radaren, uden at vække for meget opsigt.
Jeg prøver altid at holde lav profil, for de forladte steder der er derude, skal helst besøges af så få som muligt. Så har stederne størst chance, for at klare sig længst muligt, når heller ikke de lokale i byen ved hvad der gemmer sig bag den høje hæk og de lukkede døre.... Men den gik altså ikke her…
Men heldigvis kunne jeg gå forbi dem, smile, og lidt nede ad vejen var jeg ude af syne, så der kunne jeg komme ind i haven foran slottet. Allerede når jeg kommer tæt på det sted jeg skal besøge, prøver jeg at suge så mange indtryk til mig som muligt.
Lige indenfor døren kunne jeg med det samme se, at dette ville blive et spændende sted at besøge. For der han stadig tøj fra de tidligere beboere, og der hang billeder på væggene i trappeopgangen.
Et vinslot i forfald
Flere steder på første salen, var det ikke muligt at gå, på grund af gulve der enten var styrtet eller tæt på det. Så det var ganske forsigtigt jeg bevægede mig rundt i bygningen, for at fange nogle af de smukke rum i forfald.
Dejligt at kunne fotografere at det indbo som stadig var tilbage, det gav et fint billede af det liv der har været levet her. Et af de store højdepunkter, syntes jeg helt sikkert var det smukke gamle billardbord i den ene stue, sammen med det gamle klaver, og de mange billeder på væggene i de tilstødende lokaler.
Da jeg var færdig med at fotografere slottet, kunne jeg gå tilbage af vejen op mod bilen.
Turen gik igen forbi naboerne der stadig sad udenfor og hyggede sig, og jeg måtte finde mit store smil frem igen.
Som mange af de forladte steder jeg besøger, er forfaldet kommet så langt, at en renovation bliver en meget omfattende opgave. På trods af det har jeg set nyere billeder, som ligner at en renovering skal i gang, og heldigvis for det for det ville være ærgerligt at denne smukke bygning ville forfalde helt.