Henrik Haupt
Inspiration: Fotokunst fra 3 steder i København du kender
Opdateret: 27. jun. 2022
Fotokunst København
Jeg elsker at fotografere i fantastiske København, derfor har jeg lavet serien om fotokunst København
'KBH By Night'. Det er en billedserie kun med billeder af København, taget når mørket har lagt sig.
Byen er i konstant udvikling og både nye og gamle bygninger står side om side.
Vi går i vores travle hverdag forbi et hav af interessante motiver, som vi ikke giver så meget opmærksomhed.
Men når det bliver fotograferet om natten, får det pludseligt et nyt liv.
Nogle af billederne bliver taget steder som vi normalt ikke kommer, men er et nyt syn på byen omkring os. Andre vil være steder du har set et hav af gange, men måske har du ikke set det fra netop denne vinkel.
Jeg har samlet et par af dem som Inspiration.
Rådhuspladsen

Engang imellem opstår der muligheder for at se byen fra et tag, eller en bygning som normalt ikke er tilgængeligt. Men når de opstår er jeg altid klar på at tage på tur med mit kamera.
Under det netop afsluttet metrobyggeri, fik jeg muligheden en aften for at fotografere fra terassen på et nyt hotel.
Fra jorden egentligt blot en grøn irriterende forhindring, for at kunne krydse pladsen hurtigt.
Men fra højden fik pladsen pludseligt et helt nyt look, som jeg virkelig gerne ville fotografere.
Jeg har fotograferet med en lukketid på 5 sekunder, for jeg ville gerne have at lygterne på biler og cykler, ville blive trukket ud som lysende linjer.
Neonlysene fra de forskellige reklameskilte omkring pladsen, giver en flot kontrast til den helt mørke natte himmel.
En plads vi ser ofte, men fra en vinkel vi sjældent ser.
Hovedbanen

Jeg har tilbragt utroligt mange timer på Københavns hovedbanegård, igennem mit arbejde i det nu nedlagte Go’morgen og Go’aften Danmark studie.
Derfor har jeg også set hjørner af hovedbanen som kun få får lov til, og i en periode havde jeg enda min egen nøgle til den gamle hal.
Jeg har altid været fascineret af Hovedbanen, og især at kunne gå rundt i hallen næsten alene har været spændende.
Der er noget helt specielt over at se stedet helt tomt, og så snart dørene bliver slået op vrimler det med mennesker de næste mange timer, indtil den bliver lukket ned for en kort stund om natten igen.
Da den gamle post bygning, som var en af Hovedbanegårdens naboer skulle rives ned, så jeg mit snit til at få et alternativt skud af den gamle bygning.
Heroppefra får man virkelig en interessant vinkel på den gamle bygning, med togene og biler i bevægelse som giver en ide om den travlhed der er i og omkring Københavns Hovedbanegård.
Nyhavn

Når mørket falder på, skifter byen stemning og nye motiver kommer frem.
Ofte er noget af det vi kender så godt pludselig meget mere interessant, når det bliver fotograferet i rette belysning.
Fotografiet af den gamle havn, med de fine neon skilte og flotte bygninger, er et af mine favoritter fra denne serie.
Jeg gik mig en tur gennem de omkringliggende gader for at finde et par motiver, men da jeg kom hjem og kiggede billederne igennem, kunne jeg se at det billede der fungerede absolut bedst var dette skud fra Nyhavn.
Der er faldet ro over den ellers normalt propfyldte havnekaj, og da jeg var afsted en iskold aften var det ganske få mennesker der var at se, og ikke meget der kunne forstyrre det rolige billede.
Du kan se alle de værker af fotokunst København, jeg har til salg på siden Fotokunst salg
Jeg har lavet et andet indlæg, som viser nogle andre værker jeg har til salg, og beskriver de to printmaterialer