top of page
  • Forfatters billedeHenrik Haupt

Lille Moskva: Forladt sovjetisk kaserne

Opdateret: 14. jul. 2021

Billederne i dette post er taget med et gammelt kamera, og med mobiltelefon.

Wunsdorf Waldstadt

Jeg har besøgt Tyskland en del gange, for at besøge forladte steder.

Der står blandt andet en masse gamle militære anlæg og forfalder, det ene af dem er det gamle hovedkvarter for de sovjetiske styrker i Tyskland under den kolde krig. Stedet bliver i dag passet, og der bliver sørget for at bygningen ikke går helt i forfald.

Lille Moskva Exterior
Lille Moskva set fra hovedbygningen

En lang militær historie

Området har en lang militær historie der starter helt tilbage i 1870’erne. Men stedet som det ser ud i dag, har stort set kun efterladenskaber fra de sovjetiske styrker. Det er da også en stor Lenin statue der tager imod foran hovedbygningen. På grund af de omkring 40.000 sovjetiske soldater der var udstationeret her, blev området kaldt for Lille Moskva i Østtyskland.

Lille Moskva havde varer i butikkerne som man kendte hjemme fra Sovjetunionen, og der gik tog herfra direkte frem og tilbage til Moskva. Officererne kunne have både koner og børn med sig til området, men soldaterne af lavere rang, havde en del restriktioner på livet under udstationeringen.

For de tyske borgere var området kendt som den forbudte by, og kun enkelte få kunne med deres arbejdstilladelser få adgang til bygningerne. Ellers går der historier om at hvis man bestak nogle af de sovjetiske soldater, kunne man komme ind og få adgang til billige cigaretter og snaps.

Lenin statue foran lille Moskva
Sovjet kunst forladt kaserne
Forladt kunst fra kaserne

Området blev forladt i 1994, og for soldaterne var det med kort varsel de blev sendt retur til Moskva. De fik et 12 timers varsel, og her skulle de få pakket alle deres ting sammen, før de gik ombord i toget som kørte dem retur.

Det betød at en stor del af deres ejendele blev efterladt, da der ikke var mulighed for at få alt med hjem. Desværre er der ikke mange af de ting tilbage, men dog stadig muligt at finde forskellige ting fra den tid.

Lille moskva Lenin gennem vinduet
Sovjet kunst på forladt kaserne
Forladt kaserne kunst

Jeg fik mulighed for at besøge området her, og tage et kig i en del af de mange bygninger der var i det store område. Det første af disse steder er bygningerne her, som blev bygget i 1917.

Bygningerne husede i starten Hærens sports skole, og senere da Tyskland blev delt op i øst og vest, blev bygningerne brugt som de Sovjetiske styrkers hovedkvarter i Tyskland.

Hovedindgang forladt Sovjet kaserne
Forladt Sovjet kaserne
Kunst forladt Sovjet kaserne

Heldigvis var der på trods af der var tømt godt ud i inventaret, stadig en masse ting at fotografere, og som havde tydelige tegn tilbage fra den sovjetiske tid.

Jeg vil jo helst finde stederne med en masse inventar, som giver et bedre billede af hvordan livet har været på stedet. Men steder som dette der har en lang historie, kan jeg sagtens få mange timer til at gå, selvom jeg ikke falder over en masse inventar.

Forladt kaserne bygning Tyskland

Højdepunkterne var helt klart den store Lenin statue foran hovedbygningen, den gamle og smukt patineret pool, og ikke mindst teatret hvor lyset stadig fungerede.

Over teater scenen står der med kyrilliske bogstaver oversat til engelsk: Soviet Occupation Force of Germany.

14 Lenin statue foran kaserne
Forladt pool Sovjet kaserne
 Forladt Sovjet teater
Skilt over scene forladt teater

Der er blevet renoveret en del af de huse og ejendomme, der tidligere blev brugt som beboelse.

Men fremtiden for kaserne bygningerne er uvis, og man venter på der dukker nogle investorer op der ser muligheder i de historiske bygninger.


Jeg havde en forlænget weekend i området, som langt fra er tid nok når man gerne vil nå at kigge på det hele.

Men på trods af det fik jeg set en masse ret fede steder, som der vil komme flere billeder af senere.

Soldater foran hovedbygningen
Historisk billede indefra kasernen

bottom of page