
Jeg besøgte denne spændende gamle porcelænsfabrik, på en tur gennem Belgien og Frankrig. Aftenen inden besøget, tog jeg turen forbi fabrikken, for at se om det var muligt og hvordan jeg kunne komme ind. Jeg havde læst og hørt fra andre der tidligere havde været forbi, at det var en kompliceret udfordring, da bygningen skulle være låst godt af. På grunden hvor denne gamle opbevaringsbygning står, er der kæmpe haller, som alle var tømt for alt inventar, og var blevet overmalet med graffiti. Så derfor var forventningerne ikke så store, da jeg gik på jagt efter denne lille del af området. Og slet ikke da jeg fandt den rigtige bygning, og jeg kunne se at begge døre som tidligere havde været låst af, var revet ned så der var fri adgang. Men da jeg kom ovenpå kunne jeg i tusmørket se at det hele så virkelig fint ud og slet ikke som resten af fabrikken.


Næste morgen måtte jeg tidligt op, for at ankomme til fabrikken tidligt nok til at naboerne ikke ville lægge for meget mærke til mig. Jeg vidste jo heldigvis hvilken vej jeg skulle gå hen til bygningen. Det eneste jeg håbede var at siden mit besøg i mørket, at der ikke ville være ændret noget yderligere.

Bygningen har fungeret som opbevaring til de støbeforme, der har tidligere har været brugt på fabrikken til at producere de forskellige porcelæns figurer, og hvad der ellers har været i produktion her.
Formene er lavet i beton, og vejer virkelig godt til. Det betyder også at på grund at de mange år bygningen har stået urørt hen, har dele af bygningen givet efter for den store vægt af formene.
Så der var steder i bygningen der ikke var til at gå.


Historien
Fabrikken kan dateres tilbage til slutningen af 1700-tallet, og hvad jeg har kunnet finde frem til er den del af fabrikken, som jeg har været på, tilbage fra omkring midten af 1800-tallet.
På området har der været flere forskellige fabrikker, der alle har produceret porcelæn med egne ovne og laboratorier. Før Anden verdenskrig var fabrikkens område forbundet via en bro over nabo floden, med jernbanespor til den nærtliggende godstogs station. Så det fortæller lidt om den ret store mængde af porcelæn der er blevet fragtet ud og materialer der blev fragtet ind her.
På grund af den tekniske udvikling, blev dele af fabrikken på et tidspunkt revet ned, og nye moderniseret bygninger blev anlagt, men nogle af de historiske bygninger overlevede heldigvis udviklingen, og fik lov til at stå.
Forskellige firmaer har gennem tiden haft produktion her, og det sidste firma havde bygningerne i omkring 30 år, inden hele fabrikken lukkede i 2007


Når man går rundt herinde, er det nemt at glemme alt om tid og sted. Bygningen ligner helt igennem den tidskapsel som den er, med formene der står på rad og række. De gamle trægulve der er fyld med støv og snavs, sporet i gulvet til at skubbe vognen med formene på, og ikke mindst det smukke naturlige forfald der gennem årene er opstået. Jeg syntes selv billederne meget godt viser forfaldet og historien.

Jeg har hørt at denne bygning i dag er revet ned, men dette kan jeg ikke endnu få bekræftet.
Bliver det bekræftet vil jeg opdatere historien, med mere specifikke årstal og firmanavne.
Men for nu må det for anonymitetens skyld, blive på denne måde.