Jeg skulle lige nå et sidste sted inden solen gik ned, og derfor kørte jeg mod et hospital på et bjerg i Italien. Jeg prøver altid at lave ret præcise køre- og tidsplaner for mine ture, og nogle gange ender det jo med at jeg har regnet forkert. Men heldigvis nåede jeg op til hospitalet tids nok til at kunne fotografere i de sidste solstråler.
Historien
Hospitalet blev bygget i 1920’erne, og er placeret ca. 1000 meter over havets overflade. Hospitalet skulle være placeret heroppe, for at udnytte roen og den friske luft, som en forebyggelse og helbredelse for bla. de luftvejssygdomme som man blev indlagt for heroppe.
Jeg har tidligere undret mig over placering af disse, som virker så langt væk fra alle byer at deres placering ikke gav mening. Men efter jeg har læst lidt om det, kan jeg forstå at disse afsidesliggende sanatorier, blev brugt til sommerophold til syge børn og deres familier.
Den friske luft, roen og solen var en del af den behandling patienterne fik heroppe, og det giver måske meget god mening, når man tænker over at man først i 1940’erne fik antibiotika, som senere blev kuren mod flere af de sygdomme man blev indlagt for her.
Mange af disse sanatorier blev ejet af forskellige religiøse organisationer, og som på de andre jeg har besøgt, var der her også egen kirke. Den religiøse organisation der havde dette hospital, havde i alt 18 af disse i området, til at pleje patienter og give noget videre. Hospitalet lukkede i 1980’erne, og har siden slutningen af 1990’erne været forladt, og har kunne stå og forfalde i nogenlunde fred og ro.
Mit besøg blev et af de kortere, for da jeg kom op på bjerget, var lyset så småt på vej til at forsvinde. Heldigvis var hele området tomt for mennesker, og alt stod åbent så det var nemt at komme ind. Og så havde jeg heldigvis lige tid til at få kigget bygningen hurtigt igennem, og få fotograferet det mest spændende. Men jeg plejer gerne at ville have lidt ekstra tid, til at nå de uforudsete ting på turene.
Bygningen var i en flot forfalden stand, og når jeg finder dem med inventar, og en masse natur der har fundet sin vej ind i bygningen, får jeg muligheden for at fotografere noget af det jeg elsker mest. Et dejligt kontrastfyldt miljø, som ofte gør sig super godt på billederne.
Højdepunkterne for mig, var helt sikkert at se stedet ikke havde været udsat for særlig meget hærværk gennem årene, og at jeg kunne gå rundt og få en fornemmelse af stedet, med en masse efterladt inventar.
I skrivende stund er jeg ved at lægge sidste hånd på min næste tur til Italien, og når jeg kommer forbi nogle af de mest spændende steder jeg tidligere har besøgt, forsøger jeg at få lidt tid til overs så jeg kan give dem et genbesøg. Så jeg håber måske en dag at jeg kan kigge forbi her igen.
