Jeg har været forbi denne fabrik et par gange, men første gang fik jeg en lang næse. Jeg havde stået op tidligt om morgenen, og kørt et par hundrede kilometer, i hvad der endte med at blive en snestorm. Jeg ankom til fabrikken, hvor den sidste der havde besøgt den, var den lokale murer som havde muret alle indgangene til. Så jeg måtte her nøjes med billederne, som jeg fik af bygningen udefra.
Jeg var dog heldig et halvt år efter, hvor jeg var i samme område igen. Så blev jeg nød til at køre forbi og tjekke, og der stod hoveddøren heldigvis åben.
Historien om tøjfabrikken
Textilfabrik Limbach som den er blevet døbt, blev grundlagt i 1854 af kemiker Louis Schaarschmidt, i byen Limbach i det tidligere Østtyskland. Den del af fabrikken jeg har besøgt, blev bygget til i en udvidelse i 1929. Her blev fremstillet forskellige tekstiler, men virksomheden er mest kendt for at fremstille undertøj af kunstigt silke kaldet Artiseda.
Efter 1949 skiftede virksomheden ejere, og blev offentlig ejendom under navnet VEB Artiseda, som stadig fremstillede undertøj.
I 1990 da virksomheden skulle privatiseres igen efter DDR, fik den navnet Artiseda Trikotage GmbH. Men som mange andre virksomhedder i området kunne denne tøjfabrik heller ikke løbe rundt, og måtte endeligt lukke ned i 1998.
Det er svært med steder som disse, at få lov til at stå helt urørt i så mange år. Men på trods af den lange tid fabrikken stod forladt midt i byen, var det minimalt med ting der var ødelagt.
Oplevelsen bliver kun mere fascinerende af den grund, for jeg kunne gå og få et indblik i livet og arbejdet på fabrikken.
Formanden har haft sin plads for enden af transportbåndet, hvor alle syerskerne har siddet på rad og række, og knoklet for at få deres lille del af produktionen færdigt.
Jeg var alle de forskellige etager igennem, men det mest interessante var på produktions etagen.
Men på en af de andre etager, var der tøj i lange baner, en stor del stadig indpakket, klar til at blive sendt ud til kunderne.
Fremtiden
Ikke så lang til efter, blev der taget beslutning om at de gamle bygninger, ikke skulle have lov til at forfalde længere. Men da bygningerne er fredet, kunne man ikke bare rive dem ned, og starte på en frisk.
Så før renoveringen gik i gang, blev bygningerne vurderet, men kun til en værdi på €60.000.
I dag er bygningerne taget i brug igen, og huser nu en skole.
Inden åbningen af skolen, afholdte kommunen en kort åbning, hvor gæster kunne komme og se fabrikken, og købe poser med det tøj, som var blevet efterladt.
Det gav muligheden for byens borgere, og en del af de tidligere ansatte, at mødes og få en bid af fortiden med hjem. Jeg er glad for de mange ting har fået nyt liv, og bygningerne ikke som det ofte ender med er blevet revet ned.