På en tur til Italien, besøgte jeg denne store villa.
Den havde en overraskende detalje, som jeg ikke ligefrem havde regnet med jeg skulle stå overfor, da jeg begyndte at fotografere forladte huse.


Som mange andre af de forladte italienske villaer jeg har besøgt, havde denne også en masse fine detaljer, og en byggestil man ikke rigtig støder på længere. Flotte loftsmalerier og de fine grønne marmor søjler ved hovedindgangen.



Mit besøg
Allerede på vej op mod villaen, kunne jeg fornemme at det ville blive en spændende besøg. Murene omkring grunden var flere meter høje, men heldigvis stod den store hovedlåge åben, så der var fri adgang ind i haven. Foran huset kunne jeg se der både var adgang til selve villaen, og derudover lå der et lille kapel ved siden af, som jeg besluttede mig for at besøge som det første. Det var også i kapellet jeg skulle finde den helt store, og ikke særligt rare oplevelse.


Inde i kapellet kunne jeg fornemme sådan en lidt underligt lugt, som jeg ikke rigtig kunne bestemme hvor kom fra. Selve kapellet var tomt, og havde bare nogle ret flotte farver. Men kælderen under hvor familien siden engang i 1700-tallet er blevet lagt til hvile, havde haft besøg af hvad jeg må formode var gravrøvere. For to af gravrummene var blevet brækket op, og stenene var fjernet så man kunne kigge ind til kisten. Kisten var så også blevet brækket op, og man kunne kigge direkte ind til afdøde, som stadig lå i kisten pakket ind i brunt klæde. Jeg har valgt ikke at uploade et billede hvor man kan se ind i kisten.


Et ret underligt og meget usædvanligt syn, og et som jeg ikke har oplevet på samme måde siden. Jeg har set mange ting når jeg har været ude og se på forladte steder, hvor jeg tænker at der findes mange der har meget lidt respekt for stederne, men det her har godt nok taget første pladsen.
Besøget sluttede også ret brat, for der stod pludselig et par ældre herrer i haven, som var på en gåtur fra nabogården i deres frokostpause. Men jeg fik fotograferet det jeg ville, og blev en oplevelse rigere.